De skrottede poeters pavillon

 

En sorg så Goethe ville rømme sig

er blevet os til del

og vores himmelbue er ikke

længere hel

og der er andre emner ord og glæder

Byron pegede på

ordnes hvileløse søgen

alle og ingen kan forstå

og ordnes ekko

bor i regnen

på en sær og tavs facon

ved de skrottede poeters pavillon

 

Repræsentanter for de tavse kværulanter

kikker på

himmelvendte uden at forstå

forstå mig ret

for rammen for forståelse er stor

der siges jo så meget

der bruges mange ord

man ser der ikke helt er penge

i en sentens  en ny chargon

ved de skrottede poeters pavillon

 

Pseudonymer bruges kun når

en avis  en journalist

publicerer navn og digt som gratisist

fotografen tar dig bagfra

før han har overhørt et nej

her på via dolorosas

offentlige sidevej

man hælder ikke bare løgne

på en connaisseurs flakon

ved de skrottede poeters pavillon

 

Litteraturens hovedskrumpere

skeler lidt herhen

er der penge i det kan du bli´ min ven

men sprogets falbelader

når bare ikke hver gang op

hvor sjælen skjules af teknikken

ånden mister krop

hver ny nuance  lyset finder

i et blik blir en chanson

ved de skrottede poeters pavillon

 

Det er en banegård som andre

hvor nogen sætter sig

mellem hverdag og hverdag

hver for sig

et sted hvor sporene krydser

og ideer melder sig

med mod til nye mytterier

på hverdagens gyngende galej

ømhed udveksles med hilsner

som på enhver anden perron

ved de skrottede poeters pavillon

 

Ligesom ringene i vandet

og som tanker i en tid

udgår fra et center og et individ

sådan har verden også centre

der giver mod til at stå ved

at redes troværdighed af løgne

så gir man løgnene troværdighed

der vanker altid en aforisme

og et evigt cé si bon

her fra de skrottede poeters pavillon.

 

Indhold