Hvorudi afmales i glansbillede det vågnende København og turen fra Hovedbanegård til Slotsholm. Jeg har ambitiøst som vanligt forestillet mig PH og Liva siddende på en af de overtjekkede smedejernsaltaner ved morgente og ditto pilsner, med udsigt over byen og banen, alt imens han fortæller og forklarer. Så vi må forestille os at det igen er Livas regeringstid, og at den nu er kommet for aldrig mere at få ende.
Viva Liva! Den Diva!
Det er som solen selv er vågnet
at nå frem til Tietgens bro
tæt ved den syndefulde del af København
jernbaneskramlen hele dagen
man kan drømme om at nogen
betragter byen fra en smedejernsaltan
de smukke huse
på Vesterbro
skæver hen mod City og har drømmene på klem
mod den noble verden
hver gang dagen bryder frem
ser den haste ud
indtil den haster hjem
man tænker stille
en Vaudeville
med onde kræfter op imod de go'e
skal mases ind i linie ti til to
jo både de med små og store sko.
Så ruller HT hen ad gaden
passerer posthus Rudolphberg
standser lidt ved Glyptoteket der er rødt
til venstre blomstrer Tivoli
hvor Pjerrot han har fri
måske sover han hos en som han ka' li'
mens verden brænder
har vi den fred
som man nu kan ha'
i sår'n en stresset hyggekrog
hvor ydmyg huse
vugger i kanalens billedbog
hvor Thorvaldsen bor tæt ved Christiansborg
man tænker stille
og undres på
hvordan de gamle fik det op at stå
mens man passerer kirken der er brændt
ja herre Gud den var jo aldrig overrendt
Det er tanken der tæller
detder gamle enten eller
men det er hjertet der bæ'r kærligheden frem
den er solen den er regnen
i kvarteret eller egnen
er den den HTbus der kører hele vejen
man tænker stille
at ih du milde
pas på kærligheden det'e den eneste vi har
sig så :" Kærligheden den er sgú da osse meget rar"
det er jo faktisk en politisk kommentar
en nøgen kvinde
læ'r den at spinde
gi'r hende noget at ta' a'
der er så mange sider ved den sag
verden er ny nu
for vi starter den idag