Veronikaprojektet og Rock Ad Hoc´s gæstesider:
ET JULEDIGT
Bare skriv løs, si¹r de,
skriv julen ind i vores travlheds flimrende hjerter,
skriv af karsken bælg og hjertets lyst til evig trøst,
gi¹ den en spand kul
og fyr den af i de lange mørke timer
Det er aldrig nu eller aldrig
men hele tiden & i ny og næ,
endnu og når du slår gækken løs
på livet løs
og fra alle disse nervøse understrømme
forløser en fortælling,
der smelter sammen med det du ser
Fly (high) like (the) Bird, si¹r de,
men de er allesammen danskere
og ved ikke at Monk sad ved pianoet den nat
fuglen faldt ud af himlen og ned på mit papir
fuld af noder som ord i salmens slavekor
Bare bryd ud i sang & forklaring, si¹r de,
men skån os for sangen forklaret
eller forklaringen besunget
når det eneste du har fundet
er melodien
Skriv ud af dig selv,
vær en fossende elv, si¹r de,
som det stærke vand der former jord og klippe,
får kloden til at tippe
og ikke den utålmodige fod
der vipper troens vej til flygtig viden
uden at ane hvad den gør
Hvorfor ryge, æde og drikke videre efter kvalmen?
Måske for at ætse vingerne af nogle utålelige neuroser,
blive rund i kroppen
og drysse pulveriserede sommerfugle i julesnapsen
for farver i de grå måneder,
glød af gløgg i de blege kinder,
krydderdufte fra falmede minder,
hvor den standhaftige tinsoldat altid er i fare
for at miste hele sin eetbenede figur til eventyrets piruetter
Lugten af kamin, cigar & stearin,
bagværk og knaster der smælder i ilden,
vinduernes isblomster allerede
skjulte bag gardinernes tunge folder
over snelandskabet med nisser, rensdyr, kirke, engle & egern
på en kold radiator
Spekulationer i den røde hue bli¹r mildere
end under Borsalinoen,
knap så nærige med drømmenes slik som alvoren,
der stirrer så intenst på sandheden,
at den bli¹r genert
og gemmer sig i gåder
Med halm i træskoene
føres den indre samtale i et mere fortroligt rum
end med fødderne i Ekko,
og den dybe latter helt nede fra vommen,
der kommer hoppende som en stor rød bold,
er lige til at gribe og spille videre,
når andagten bli¹r trist
som den jomfruelige sne trampet til sjap
Den aften vokser træerne faktisk op i himlen
og kysser stjernerne med deres grønne toppe
så smukt, at vi danser i stuen, glemmer snuen
og bli¹r fælles om den smule simpel glæde
fornuften endnu ikke har fået has på,
og som om granens stræbende pragt ikke var nok,
fylder vi den med lys, fremmede kloder, trompeter & trommer,
piberensere på ski
og himmerigsmundfulde i kræmmerhuse
Vi ta¹r anden ved vingebenet
og julen ta¹r os ved næsen
lige fra flæskesteg til honninghjerter,
fra klejner til tørre lommesmerter,
men det spiller ingen trille,
for der er fryd og gammen i den lille familie,
Lige indtil i morgen træder ind ad døren
som en iskold vind,
der fejer al hyggen af bordet
Men det er en helt anden historie.
Tilbage