Mennesker og steder fødes
tiden driver ofte sit spil
så alle tre forenes når de mødes
liv og nye steder bliver til
steder driver ind i vor bevidsthed
nogle slår sig ned som vi hos dem
vi skaber en syntese en slags samhed
man kan med rette spørge
hvem er hvem
Christianshavn
dit hjerte banker
fra voldene og ned til Christiansborg
med rytmeskift som følelser og tanker
har påvirket i mange herrens år
Christianshavn
dit liv pulserer
ad torvegade over vand og vand
forsvinder ind på Staden cirkulerer
kollaberer, ekspanderer, holder stand
Kongemagtens fund fra renæssancen
Christian firtals elskerinde om du vil
fik du lettet smerten fra mésalliancen
Kirstine Munk blev jo umulig at gå til
er du frugt af tankers nattevandring
skabe nyt og ikke kules ned
standse ved beslutning om forandring
så nederlaget ikke
varer ved
Christianshavn
du har historie
Kong Christian tatovered´ på din barm
du forenede men tabte sgu din glorie
imellem høj og lav holdt du dig varm
Christianshavn
ideen er bestandig
på orlovsværftet stred man ryggen krum
bed smerten i sig sled og spillede mandig
mens borgerskabet sagde man var dum
Tiden leger skjul med vores sanser
løber fra os, stopper driver gæk
vi fanges i en drøm og tiden standser
og mens den standser er den faktisk væk
så må vi høste ind af tidens kerner
stedet her må ikke gå i frø
vi husker de der faldt af tidens stjerner
et ord der lever det kan
aldrig dø
Christianshavn
i dine gader
digted Grundtvig vist om hedenold
så åndens lys og dine små facader
og samme vej blev trådt af Tordenskjold
Christianshavn
nu er du ældet og ikke som da Heibergs boed her
og Grundtvig kæmpede med præstevældet
sig selv sin Gud og sikkert mange fler
Kanalen driver mellem dine gader
vi tæller regnens ringe på dens spejl
der bryder billedet af husfacader
på hovedet så man ikke tager fejl
livet danser let langs dine kajer
dance makabre og en brudevals
til takterne fra brændevin og bajer
kan man spørge om du er til fals ?
Christianshavn du er en hore
der holder af at leve med de små
og lever af at ligge med de store
vi håber fame at du passer på
Christianshavn
vi blir sgu kåde
du boltrer dig imellem regn og havn
og huses silhuetter mellem både
der ligger ømt og vugger i din favn
Inde midt i tidens gyldne akse
ligger sjælens udspring om du vil
tæt ved alle hjerternes galakse
der hvor poesien hører til
dette center her i universet
ligger i vor FrelserKirkes top
hvis du ikke helt kan følge verset
må jeg be´ dig om at se
derop
Christianshavn
alverdens navle
strækker sig spirrrralsk
mod himlen blå
knejser mellem fortorve og gavle
alverden kommer for at se derpå
Christianshavn
du er turistmål
en rundkørsel for hele verdens folk
der standser få minutter ved din fodsål
og får forklaret resten af en tolk