Der falder månelys gennem to porte tæt ved kanalen.
Et tårnur forkynder sit timeslag med et par klemt.
To går hjemad med rungende skridt og med dæmpede stemmer,
imens resten af byen enten drømmer eller snorker forstemt.
Og pludselig tager noget dem i hånden med en perlende latter,
og for sent får de set, at de kun er sig selv og en ven.
De blir ofrene for lidt oprigtighed uden de fatter,
hvad der sker, har de sagt vi må finde Europa igen.
I et digtertårns blå illusion splintrer frosten en rude
så stjernerne danser omkring på den drømmendes gulv
og før de kan samle alt op så er nyheden ude:
"Der er to der har fundet de vises sten og spinder guld!"
Der falder månelys gennem Bihach, Treblinca og Dresden
ved triumfbuen danser en brud med en ukendt soldat.
Man kan se til Kartagos ruiner fra en smøge i Bagdad,
i Moskva si´r en fyr til sin pige "Farvel Kammerat".
Og i Gamla Stan gnider Bellmann lidt tid af fiolen,
mens han ser attentatmænd igen, hvor de fejt flygter hen.
Der falder mure i Derry, Berlin og ved en ukendt kasserne
og to står og siger vi må finde Europa igen.
Og hos den halvgale digter er endnu en sang blevet åbnet,
endnu et spindelvæv brudt. To ord glemt, da han sent vender hjem,
imens glemte ballader giver ekko i storbyens gader,
er et digt listet ud og har efterladt døren på klem.
Der falder månelys gennem imperiets blå kapitoler,
et tårnur forkynder sit timeslag med et par klemt.
Skyggerne danser med solopartier og caprioler,
et sted på paladset er den nye vision blevet glemt.
Og to venner har pludselig grebet hinanden i hånden,
mens de taler om glemt poesi og spørger:" Hvor sku vi hen?"
Poeten der skreg: " De skal standses!" Hvisker ud gennem natten:
"I skulle finde Europa. I skulle finde Europa igen."
I et digtertårns tågede verden får en clockradio stemme
der kalder:" Op! Du skal op! Du skal op! Du har mistet dit job!
Dine sange er brændt eller rendt du har slet ingen penge!
Du er fanget i en blå illusion nu har folk fået nok!"